C  o  n  v  o  j . d k 
Retur
Fugle i farver august 2012

Næste udstilling >>>

Udstilling hedder Fugle i farver. Titlen referer til fuglebogen af samme navn fra 60´erne. De fleste i min generation vil nok huske den som deres første fuglebog, hvis man ellers havde den interesse. Alene titlen Fugle i farver vidner om en anden tid, hvor det at trykke i farver i sig selv var så bemærkelsesværdigt at det skulle med i titlen. Ikke et ondt ord om den bog, men illustrationerne er ind i mellem lidt sjove, og ikke mindst forholdet mellem fuglene og baggrunden, hvilket så også er noget af det jeg har arbejdet med i denne opstilling.  Det tog så et par fugle at finde frem til hvad det egentlig var jeg ville lave og jeg er jo ikke maler til hverdag.

Alle materialer har et potentiale. Det er blot et spørgsmål for den enkelte kunstner om at forløse det, og da jeg nu stod med en håndfuld fugle opstod ideen om at bruge dem på denne måde i denne sammenhæng-

De fleste af fuglene er faktisk ikke udstoppet, men har ligget i et årstid eller to og er tørret ind. Der er en sangdrossel som min kone har nedlagt med bilen. En råge og en bogfinke der også er trafikdræbt og en lille musvitunge der faldt ud af reden i foråret.

Musvågen, edderfuglen og den lille blå fuglekonge stammer nede fra marskandiseren i Skanderborg.

Så er der en lille tårnfalk jeg for mange år siden fik af en ven. Allerede dengang havde den ingen hale, men fuglen har nu fået en hale fra en spurvehøg. Endelig er der den lille søpapegøje som er fra familiens tur til Færøerne i 1966.

En lille oplevelse. Igennem mange år har jeg kigget efter den sommerfugl der hedder Iris. Den er temmelig stor - faktisk en af Danmarks største. og hannerne gør sig bemærket med en metalskinnede blå farve. Den lever bla ved Ravnsø der ligger et par km herfra, hvor den holder til i toppen af store træer. I øvrigt flyver den ikke ret meget og lever kun i en kort periode på ca 14 dage. Den har den særhed at den tiltrækkes af ildelugtende ting såsom ådsler.

Nuvel jeg har de sidste 6 –7 år hvert år været forbi Ravnsø på en varm dag i slutningen af juli og gået med nakken tilbage og kigget op i trækronerne og lokker med div. ulækre ting, men så aldrig skyggen af en sommerfugl.

Så mens jeg arbejdede på denne udstilling havde jeg disse tørrede fugle til at ligge i værkstedet og parret med at jagten var gået ind på div. skovsnegle, der nu lå på komposten, var der en vis krydret duft i området.

Så sad jeg en aften her for nylig og spiste aftensmad, og fordi jeg var alene hjemme sad jeg samtidig og så Tv avis. Så hører jeg godt at en sommerfugl er kommet ind gennem det åbne vindue og nu er fanget bag ruden, men skænker det ikke mere opmærksomhed da jeg er optaget af verdens dårligdomme i fjernsynet.

Det er først da jeg vender tilbage fra køkkenet med en ny portion spagetti, at mit blik falder på ruden og sørme om ikke det er en Iris der sidder der. Enten den nu er blevet tiltrukket af alle mine ådsler eller det bare var min tur ved jeg jo ikke. Som en gl. ven  sagde. Det er et tegn og det lyder jo smukt så lad det bare være et varsel om alle de spændende og overraskende ting som Convoj skal gøre plads til.


Råge


Tårnfalk


Sangdrossel


Edderfugl


Fuglekonge


Søpapegøje


Musvåge


Fra fernisering og indvielse af Convoj 19 aug 2012.

 

Mesingvej 4   -   8660 Skanderborg   -    Kontakt : Thomas Andersson