Foto: Lars Svanholm
Fra samlingen Triste
historier - Malerierne
der ikke var der.
Der var engang en maler, der malede malerier. Det
havde han nu gjort i mange år, uden at det rigtig blev til noget. Ja,
malerierne fejlede ikke noget, men interessen var begrænset. ”Maleriet
er dødt ”, sagde folk, og så mente de ikke et specielt maleri, endsige
malerens malerier, men kunstformen som helhed.
Ja, det var jo en kedelig situation. Jo mere maleren
malede, jo mere døde maleriet, og til sidst kom der slet ikke nogen og
kiggede – endsige købte noget.
Da maleren atter skulle holde udstilling tænkte han,
at så kunne det også være lige meget, og så lavede han en udstilling,
hvor han ikke hængte malerierne op. Ja, de stod ikke engang på gulvet,
for hele galleriet var tomt, for når der alligevel ikke kom nogen, kunne
han spare sig den ulejlighed.
Men snart rygtedes det, om den mærkelige udstilling,
der ikke var der, og så kom folk og kiggede, og synes at det var rigtig
spændende. En udstilling der ikke var der, det havde man ligegodt aldrig
oplevet før, og så købte de billederne, der ikke var der, og hængte
dem op hjemme hos sig selv, og det var rigtig dejligt således at kigge på
en bar væg, og vide, at der hang ikke et maleri.
Jeg gav 10.000,- kr. for ingenting, kunne man høre
folk sige, og så syntes de oven i købet, at de havde fået det billigt.
Ja, selv Statens Kunstfond kom og købte en hel
stribe, og det havde maleren ligegodt ikke oplevet før, og Pressen skrev begejstret om maleriet, der var genopstået fra
de døde.
For maleren gik det rigtig godt, og han arbejdede
hver dag flittigt, og ligeså hurtigt han havde et maleri færdigt, kom
der nogen og købte det. Ja, det vil sige, maleren måtte først gemme
maleriet af vejen, og så købte folk det, der ikke var der, og
priserne bare steg og steg, og til sidst turde folk ikke have dem hængende
i deres stuer, men gemte dem af vejen i sikre bankbokse, hvor de så fra
tid til anden kunne gå ned, og glæde sig over dem, selvom de ikke var
der.
Oppe på Rådhuset sad Rådmanden, og da han læste
at kunsten således havde fornyet sig i netop hans by, besluttede han, at
det skulle markeres med et museum. Vi bygger et museum, der ikke er der,
til malerierne, der heller ikke er der, sagde han, og for sig selv tænkte
han, at det jo dog ikke kunne blive alt for dyrt. Og så blev der
udskrevet en arkitektkonkurrence, og man fandt en central plads i byen,
hvor man ikke byggede et museum til de mageløse malerier, der heller ikke
var der, og da det var færdigt
kom folk strømmende til og alle synes det var enestående og nu blomstrede deres by
rigtig, og nu nyttede det ikke noget, at en lille pige sagde, at
der ikke var noget, for det var jo netop det fine.
Thomas Andersson
|