|
Thomas
Andersson er en af den slags mennesker, der kan holde ud at være alene
med sig selv. Da han fik chancen tog han ikke til Paris, men prøvede grænserne
af i den canadiske ødemark. Det præger også hans arbejdsmetoder og valg
af materialer. Han erobrer ikke naturen, men går i dialog med den gennem
stædigt arbejde. Det
er mere indholdet end formen det kommer an på, men en række figurer
synes med måneder eller års
mellemrum at blive taget op på ny. Sjældent de store opstillinger eller
krukkede stillinger, til nød dog en god portion humor, men oftest
ubestemmelige fragmentariske stemningsbilleder – det sårbare og nøgne
menneske. Hans skulpturer rammer os så at sige på kornet, og tager
ofte problematiske emner op. Emner som skyldes, at vi kan genkende os selv
i dem. De er et spejl af den nådesløse virkelighed. Samtidig fornemmer
man en leg med materialer og udtryk. En glæde ved at synliggøre tingene
med små variationer, i et næsten minimalistisk utryk. Det er det trænede
øje og den kringlede fantasi, der her kommer til udtryk. Alle
skulpturer har titler, som er et godt udgangspunkt for forståelsen af de
temaer han kredser om i skulpturerne: gående mand, dialog, dommerne,
melankoli, resterne af en gammel ven, tro og tvivl, søjlemand, den der
skuer vidt, endeløs samtale osv. Med
ironi, lune og tankevækkende vid er mødet med skulpturerne underfundigt,
og på en eller anden måde er de både grænseoverskridende og trygge i deres måde
at kommunikere på. Når
han i skulpturen Isak med meget
enkelte midler udtrykker den enorme afmagt, der udspiller sig i Isaks
ofring, hvor Abraham ultimativt bliver befalet at ofre sin søn til Vor
Herre, så formår Thomas Andersson med sin skulptur at fylde os med forståelse
for situationen. Vi kan ikke lade være med at tænke på: hvad ville jeg
gøre i den situation? Helt
anderledes forholder det sig i skulpturen: Tak
det går fint. Med en vis humor i spillet mellem titel og det vi
faktisk ser, skaber Thomas Andersson en enkelt og forunderlig situation.
For hvordan kan en henslængt mandsperson i en liggestol uden understel
forblive så afslappet! Kun personens ben støtter underlaget, mens
kroppen hænger frit svævende i luften. Man tænker, det kun kan gå
galt, men det gør det ikke fordi personen netop tror på, at det går
godt. Genkendeligheden
i hans figurer rammer os selv. De prøver ligesom os, at finde deres
plads. Søjlemændene kan siges, at have fundet deres plads, mens andre
stadig søger, er fortvivlede eller stadig på vej. De fremstiller et
udtryk, som gør, at vi gerne vil i kontakt med dem for at kunne hjælpe. Det tager tid for et kunstnerisk talent at modnes. Thomas Andersson synes, at have brugt årene undervejs til at få de elementære færdigheder på plads. De første år var således præget af en lang række raderinger, hvis udtryk bragte mindelser om de gamle mestre, og skulpturer hvor man fornemmer kampen med formen på bekostning af udtrykket. Der er hos Thomas Andersson tale om en bevægelse fra den klassiske fordybelse og kontrol, til nutidens uforfærdede skulptørs glæde ved at se tingene gro i et mere spontant og ekspressivt udtryk.
Kàri
Svensson På
væggene hænger store intense malerier, hvis dybde i farverne, voldsomme
strøg og storladne udtryk samler de oplevelser som Kàri Svensson får, når
han står med ansigtet vendt mod vest og skuer ud over Atlanten fra sit højtbeliggende
atelier på Færøerne. Han er kunstneren, som lever i pagt med naturen både
på land og på havet. Når
trangen melder sig tager han gerne alene ud på havet for at fiske torsk.
Ikke nogle enkelte torsk, men gerne så mange at den lille motorbåd
bliver fyldt op. Omgivet af tårnhøje bølger vender han derefter stævnen
mod Torshavn. Afstanden er altid stor nok til,
at der er rigelig tid til rense samtlige fisk inden havn. Affaldet
kastes naturligvis overbord til de flokke af fugle, som jagter de
godbidder, der i så rigelige mængder bliver dem tildelt. Årstiderne
bestemmer derimod hvornår det er tid til at sejle ud til hans elskede ø
– Mykines, den vestligste ø på Færøerne. Denne ensomt beliggende grønne
ø, som bebos af ganske få mennesker og utallige får og fugle, er den
ultimative fordybelse i nærværet med naturen. Kàri fortæller gerne om
de mange timer, hvor han sidder på en smal hylde flere hundrede meter
over havet, for med fangst nettet at indfange de lunder, der
suser op langs klippevæggen for at finde hjem til reden. Andre dage
drager han sammen med en lille gruppe mænd ud til stejleste klippesider
for ved fælles hjælp at fire ægge samleren ned til rederne placeret på
de små fremspring på den lodrette klippevæg flere hundrede meter over
havoverfladen. Det er farligt og ultimativt. Men baggrunden i den færøske
kultur og fortid, hvor nød og mangel på mad gjorde det nødvendigt med
indsamling af naturens ressourcer, er gået i arv til enkelte i nutidens færøske
samfund. I dag kan det forekomme romantisk og i hvert fald unødvendigt,
men Kári kan ikke undvære oplevelserne og spændingen i disse
situationer, hvor han lever livet fuldt ud – på kanten af afgrunden. Anderledes
trygt føles det, når fårene indsamles i efteråret og op til 60 stykker
hver dag slagtes af fire mænd i det lille slagteri på Mykines. En uges
tid tager det at indfange og slagte det antal får, som er nødvendig for
at få fadeburene fyldt op, så der vindtørret kød nok det næste års
tid – ikke alene til dem selv, men også til familie og venner. Summen
af alle disse oplevelser fylder Kàri Svenssons sind med lyst og energi
til at udtrykke sig i atelieret. Inde i det trygge atelier lader han
penslerne udtrykke stemningerne fra havet og Mykines sammen med det
vejrlig, som udspiller sig umiddelbart udenfor atelieret. Øjeblikke med
tunge skyer, sne, regn, rusk og gennembrud af solen, lyset, spejlinger,
tilsat glimt af fugle og mennesker. Malerierne udtrykker nærvær og samhørighed
med naturen. Livsbetingelserne i Nordatlanten præger kunstneren og dermed
malerierne. Personen Kàri Svensson er rundet af det færøske folk. Han er storsindet, han er i pagt med naturen, han er individualisten i et samfund af nærhed og fællesskab. Og som en sansende kunstner formår han i sine lærreder at udtrykke det, som mange genkender og føler at være i overensstemmelse med deres egne oplevelser. Udstillingen
på Reykjanes Museum of Heritage ser
dermed ud til, på trods af kunstneres iøjnefaldende forskelligheder, at
gå op i en højere enhed. De leverer samlet set alle nuancer af
menneskets stærke behov for at udtrykke oplevelserne både med sig selv
og det derude. Med i alt 46 kunstværker i det store udstillingsrum bliver der rigelig mulighed for god tid til oplevelse. |