|
Manden der kun ville have smukke ting. Der var engang en mand der kun ville omgive sig med smukke ting. Hele hans hjem var så smukt, at alle der kom på besøg sagde, at dette var det smukkeste. Manden havde en svaghed for malerier. Smukke malerier forstås, og hele hans hjem var fyldt med disse smukke billeder. Men selvom alle malerierne var smukke, var et dog det smukkeste, og det hang manden i sin stue, over sofaen. Ude på toilettet hang det mindst smukke, og selvom det var smukt, så ærgrede det dog manden, at et skulle være det mindst smukke, og en dag tog han det under armen og gik hen i galleriet hvor han havde købt de mange smukke billeder, og bad om at få det byttet. Gallerimanden var vældig flink, og manden fik lov at vælge sig et nyt billede. Nej hvor var det smukt, og manden kunne næsten ikke vente til han kom hjem, og det nye billede kom til at hænge over sofaen. Således gik der nu en rum tid. Maleriet over sofaen blev jævnligt skiftet ud, og billederne fik nye pladser alt efter hvor smukke de var, og til sidst kom det billede der før havde hængt over sofaen til at hænge på toilettet. Så fik manden en ide. Nu hænger jeg ikke det mindst smukke på toilettet, men i kælderen, hvor jeg aldrig kommer, tænkte han. Og som sagt så gjort. En tid lang levede manden med visheden om, at det mindst smukke billede hang i kælderen, og han kunne for en stund nyde de smukke billeder der hang i stuerne, og ikke mindst over sofaen. En dag han var på besøg i galleriet faldt hans øjne på en hæslig lille skulptur, der stod gemt af vejen i en skunk. Det gøs i manden ved synet af så megen grimhed, men så fik han den ide, at om han nu købte denne grimme skulptur, så kunne den stå i kælderen, og så ville hans billeder rigtig stråle. Som sagt så gjort. Og nu strålede alle hans billeder, og de kom i avisen, og folk sagde det var mageløst. Tiden gik, og en dag fik manden øje på den grimme skulptur ,og tænkte at det var da ligegodt mærkeligt. Den var jo slet ikke grim. Ja, måske ikke ligefrem smuk, men grim var den ikke, og så kom den op i stuen, og den blev smukkere og smukkere, og til sidst stod den ved siden af sofaen. Som tiden gik blev huset nu fyldt med grimme skulpturer, og var folk før begejstrede, så blev der nu længere og længere i mellem besøgene, og til sidst sad manden helt alene tilbage, og så døde han. Det var der imidlertid ingen der opdagede, før efter lang tid, og da man trængte ind i huset var manden tørret ind og ikke til at skelne fra de grimme skulpturer, og så blev både mand og skulpturer kørt på lossepladsen, men i kælderen fandt man de smukkeste malerier med de dejligste farver, og de kom på museum, og er de ikke falmet, så hænger de der endnu. |
|
|
|
|