Når ting tager form

Randers-Ugen: Inge Rasmussen og Thomas Andersson i underfundigt møde i Galleri Bach-Møller

Fælles for de to kunstnere, der udstiller i Galleri Bach-Møller kan man vel sige, at de begge er fascinerede af, når ting tager form.
    For maleren Inge Rasmussen, når farven har sat sin styring i maleriet. For billedhuggeren Thomas Andersson, når den flydende bronze tager form til en skulptur.
    Randers-galleriet fejrer sammen med Randers Kunstmuseum Inge Rasmussen, der for nylig fyldte 70. Mens museet tager sig af kunstnerens livslange forløb, koncentrerer galleriet sig udelukkende om de nyeste arbejder, hvor vi ser en vekslen mellem Inge Rasmussens to verdener: Randers og Istanbul. Der er glimt fra såvel hendes danske som tyrkiske hverdag, hvor hun tager elementer fra den ene kultur og mixer og leger med symbolerne i sine suveræne farvekompositioner. Der er små usynlige glimt fra moskeen og fra randrusiansk løvfald. Fra det nære og det fjerne, fra karmen derhjemme i køkkenet i Pontoppidansgade og fra den tyrkiske kulturs rigdom af ornamentik, som hun gennem mange år har ladet sig inspirere af.
    Med sig har hun kollegaen fra kunstnersammenslutningen Guirlanden, Thomas Andersson, hvis skulpturer dasker rundt på meget lange ben og nogle gange har lidt svært ved at orientere sig og finde sig selv. Nærmest på nippet til at træde sig selv over de store fødder.
    Der er noget underfundigt, men også noget skrøbeligt grænsende til det desperate over nogle af hans skulpturer, alle mænd, der på en eller anden måde prøver at finde en plads i livet.
    Nogle af dem er rene søjlemænd, mens andre krummer benene og prøver på at tilpasse sig den givne situation.
    Andersson spiller på skrøbeligheden og på humoren som for eksempel i den halvfortærede og næsten opløste skulptur, der mangler nærmest både hoved og hale, men tungt må bære titlen "Selvportræt".
    Mens nogle af skulpturerne læner sig op ad fortvivlelsens dørkarm, har andre en mere munter og let gang på jorden. Fælles for dem alle er, at man så hjertens gerne vil i kontakt med dem. Lidt lige som når man præsenteres for de gådefulde stenskulpturer på Påskeøen. Man vil så pokkers gerne vide mere, fordi de selv insisterer på kontakt i al deres slørede tilbagetrukkethed.
    Det er bestemt ikke så underligt, at flere byer har valgt Anderssons skulpturer i stort format til udsmykning af travle byrum.
    Således troner en bredvommet søjlemand i bronze på en fem meter høj sokkel i Viborg bymidte, mens borgerne i Aulum nærmest kan sidde og holde et par Andersson-skulpturer i hånden midt i byen. "Vidnerne" er titlen på d'herrer, der inviterer til at sidde i rundkreds i Aulum og helt sikkert kan være givtigt samlingspunkt.
    I Randers-galleriet oplever man et frugtbart møde mellem Inge Rasmussens farvesikre og koloristiske malerier og Thomas Anderssons på en gang kejtede og selvoptagne bronzemænd.

Weblog